Hanstholm Rejser får flere og flere gæster fra Holstebro- og Struer-området, og derfor har selskabet besluttet sig for som noget nyt i år at pleje de kunder på en ny måde.
Thisted/Holstebro: - Vi får flere og flere gæster fra Holstebro- og Struer-området, og vi oplever en øget efterspørgsel på, at gæsterne gerne vil samles op i Holstebro. Det gør vi så fra 2018.
Sådan siger 49-årige Susan Jeppesen, der sammen med sin mand, Michael Jeppesen, ejer og driver Hanstholm Rejser.
- Generelt vil busgæster gerne samles op så tæt på hjemmet som muligt. For dem hersker der ikke helt samme kultur som for flyrejsende, der jo bare møder op i lufthavnen, forklarer Susan Jeppesen.
Hanstholm Rejser ønsker - naturligvis - at pleje sine kunder så godt som muligt, og derfor har selskabet altså som noget nyt i år besluttet sig for også at samle gæster op i Holstebro på alle rejser - både syd- og nordgående. Det forudsættes dog, at der mindst er fire gæster.
Et øjebliks vanvid
Opsamlingsstedet bliver byens banegård, og gæster skal blot oplyse, at de ønsker at blive samlet op i Holstebro, når de booker rejsen.
- Gæsterne bliver naturligvis sat af i Holstebro igen på hjemvejen, tilføjer Susan Jeppesen, der netop var blevet færdig med at læse økonomi på universitetet, da hun sammen med sin mand etablerede selskabet for 21 år siden.
- Hvorfor vi gjorde det? Det var nok et øjebliks vanvid, siger hun med smil i stemmen.
- Det var nok lysten til at prøve noget andet, tilføjer hun.
Og det må siges at være gået meget godt. I dag har firmaet 25 ansatte.
Større sortiment
Det hele begyndte med busrejser, men i dag er sortimentet udvidet med krydstogter og flyrejser.
- Det er nok mest det ældre publikum, der tager på busrejser, men det er faktisk alle aldersklasser, der rejser med os, siger Susan og fortæller, at børnefamilierne tager med på tur til Disneyland Paris og de unge på skolerejser.
Blandt nyhederne i år er blandt andet et krydstogt i Middelhavet, en rejse til Svalbard, Island, Nordirland og en tur til Toscana i november, hvor der samles trøfler.
Sidste år kom Grønland med som et nyt rejsemål, og den destination forsætter Hanstholm Rejser med i år.
Meget mere plads
Som navnet antyder blev rejseselskabet etableret i Hanstholm, men efterhånden blev lokalerne for små, og der blev brug for mere plads.
- Vi havde længe gået og kigget efter noget større i Hanstholm, men vi fandt det altså i Thisted, fortæller indehaveren.
Den 1. maj rykkede firmaet derfor til Thisted, hvor butikken blev udvidet - sådan rent fysisk - med meget større lokaler.
Her råder virksomheden nu over en cirka 12.000 kvadratmeter stor grund og 2000 kvadratmeter under tag, så der er plads til de seks medarbejdere, der arbejder hjemme i Thisted. Der er også plads nok til busser og til parkeringspladser for gæsternes biler, mens de er ude at rejse.